© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Max Arnold Lobedanz | Dansk forfatter, bibliotekchef og litteraturhistoriker Født torsdag den 28. juni 1888 i København Død søndag den 29. januar 1961 i Sundby, København |
Mini-biografi: Var søn af en officer samt redaktør, blev student 1905 og mag.art. i litteraturhistorie 1910, hvorefter Max Lobedanz fik ansættelse på Det kgl. Bibliotek indtil 1914, blev her sekretær i Kommissionen til ordning af de militære biblioteksforhold. Kom i 1917 ind på Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskoles Bibliotek, steg efterhånden i graderne og blev sluttelig bibliotekschef 1925-28. Foretog mange rejser til europæiske lande, især Frankrig. Lobedanz' egne bidrag til litteraturen begyndte med Barbey d'Aurevilly, en litterær afhandling om den romantiske type i Frankrig (1917), som dog kun udkom i 200 salgseksemplarer. Skrev flere skuespil: For første og sidste Gang (1919), dramatisk situation i 1 akt, og De Uvidende (1927) i 3 akter, ingen af dem blev dog opført. Fik derimod succes med librettoen til Poul Schierbecks opera i 3 akter Feté galante (1931), som blev opført på Det kgl. Teater samme år. I 1921-22 udkom i tidsskriftet Teatret Chloë har givet ham Sløjfen, en komedie på vers i ét akt. Var en eminent oversætter af europæiske sceneværker af Poljakof, Goethe, Sartre, Salacrou samt flere af Racines tragedier. I 1947 udgav Lobedanz sine ungdomsdigte under titlen Atlantis. |
|