Mini-biografi: Tog præliminæreksamen 1954 fra Lundby Kost- og Realskole og blev typograf. Uddannet som billedkunstner, bl.a. ved parisiske kunstskoler, med debut på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1960 og Charlottenborgs Forårsudstilling 1962. Fik i 1969 Statens Kunstfonds 3-årige stipendium og forlod typograffaget. Efter videreuddannelse, blev Ole Vincent Larsen gymnasielærer i billedkunst og kunsthistorie, i 1970-71 på Næstved Gymnasium og 1971-83 på Herlufsholm Kostskole. Begyndte tidligt at skrive kunst- og litteraturkritik, i aviser og tidsskrifter. Arbejdede 1971-74 med poesi og prosa, under supervision af Dorrit Willumsen og Jess Ørnsbo. Efter denne "læretid" udkom den første bog, digtsamlingen Renoir maler Belsen (1975) på forlaget Arena. Hans første roman var Tømte landskaber (1978). Herefter fulgte 16 bøger med digte, fortællinger, romaner og en enkelt essaysamling. Ole Vincent Larsen var også virksom som billedkunstner, foredragsholder og oplæser af egne værker, ligesom han arbejdede freelance som kunstkritiker, bl.a. som bidragyder til tidsskriftet "Hrymfaxe". |