Mini-biografi: Var søn af en fabrikant, gik 1963-64 på Askov Højskole, blev derefter optaget på Kunstakademiet i København, modtog til 1970 undervisning af Dan Sterup-Hansen. Viste sine værker første gang 1964 på Kunstnernes Efterårsudstilling, var siden repræsenteret på bl.a. Charlottenborg, Den Frie Udstilling, Kunstindustrimuseet, Nikolaj Kirke, Palæet i Roskilde, udstillingen "Over Sundet" på Kunstmuseet i Ystad, på Tårnby Rådhus, Brandts Klædefabrik, Det grafiske værksted på Vejle Kunstmuseum og Huset i Asnæs. Blev i 1974 medlem af Koloristerne og udstillede her i flere år. Brugte forskellige materialer som gips, nylonstrømper, jerntråd, træ, polyuretan m.m. til sine værker, skabte med fantasi, dekorative tegninger, malerier og grafik i stærke neonfarver, hovedtemaet var gerne fugle, menneskefigurer og planter. Peter Hentze lavede scenografi til Det kongelige Teater og Bellevue Teatret, udsmykninger til bl.a. børneafdelingen på Hjørring Sygehus, færgen Peder Paars, Viborg Posthus, Holte Gymnasium, børnehuset Egebjerg i Ballerup og Vægterparken i Tårnby. Illustrerede bøger af Henrik Nordbrandt, Thorkild Bjørnvig, H.C. Andersen, Dan Turéll, F.P. Jac o.a. Hentze foretog adskillige rejser og besøgte bl.a. Mellemamerika, USA, Grønland og Østen. Modtog Neuhausens Præmie, Akademiets store sølvmedalje, et forskningsstipendiat under professor Sterup-Hansen, et 3årigt stipendiat fra Statens Kunstfond, legater fra J.R. Lund, Zach. Jacobsen, C.C. Hall og Ole Haslund. |