© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Peter Gottfred Ramm | Dansk officer, politiker og sporvejsdirektør Født mandag den 13. januar 1834 i Helsingør Død fredag den 21. december 1917 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en grønthandler, kom som 14årig ind ved militæret som landkadet og blev som 18årig sekondløjtnant i infanteriet. Kom 1854 på Den kongelige militære Højskole, blev året efter elev ved artilleriet, tog eksamen 1857 og blev derefter sekondløjtnant i artilleriet, fik anciennitet fra 1853. Peter Ramm blev 1860 premierløjtnant, deltog 1864 i 2. Slesvigske Krig, blev kaptajn 1870 og ved sin afgang 1886 udnævnt til oberstløjtnant. Sad som medlem af kommissionen om tjenestereglement for hæren, af bestyrelsen for de militære underklassers pensionering og invalideforsørgelse, var medlem siden næstformand for Frederiksberg Kommunalbestyrelse, medlem af Bygningskommissionen, formand for Grundtakstkommissionen, medlem af Brandkomiteen og Komiteen for en heldig bebyggelse af kommunen samt medlem af Centralkomiteen for København. Ramm blev 1886 administrerende direktør og medlem af bestyrelsen for Frederiksberg Sporvejs- og Elektricitetsselskab, varetog stillingen til 1899. Stiftede i 1896 Frederiksberg Jernstøberi og Maskinfabrik og sad som formand for bestyrelsen hele livet. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand samt til Kommandør af 2. grad. Fik P.G. Ramms Allé på Frederiksberg opkaldt efter sig. Far til Axel og Paul Ramm. |
|