Mini-biografi: Var søn af arkitekten Philip de Lange, mistede tidligt sin far, fik efter skoletiden en uddannelse som murer og tog borgerskab som murermester i København 6. april 1785. Blev en betroet mand, knyttedes ved oprettelsen i 1789 til det borgerlige artilleri, der var beregnet til at deltage i det lokale forsvar og som supplement til den danske hær, udnævnes her til kaptajn. Philip Lange blev i 1795 direktør i Kjøbenhavns Brandforsikring og fungerede efter Københavns brand samme år, som opsynsmand for teltlejren på Nørre Fælled, der var opført til folk, som havde mistet deres hjem. I alt 909 huse var brændt ned til grunden, andre var skadet og omkring 6.000 var blevet hjemløse. Lange deltog siden i Københavns genopførelse, var med til at bygge 46 hjælpeboliger i indre by, bl.a. på hjørnet af Toldbodgade samt Sankt Annæ Plads, i Nikolajgade, Laksegade, Dybensgade, Gammeltorv, Naboløs, Kompagnistræde, Skindergade, Kattesundet, Larsbjørnsstræde, Sankt Peders Stræde, Admiralgade Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Sankt Peders Stræde, Boldhusgade og Mikkel Bryggers Gade. Stod tillige for rektorboligen ved Herlufsholm Kostskole, for Enkesædet Dorthealyst ved Knabstrup Hovedgård i Holbæk Amt samt Kronprinsessegades Kaserne i København, der siden er ombygget til boliger. Lange blev valgt til vice-rådmand i 1797. |