© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Rolf Schütze | Dansk billedhugger Født torsdag den 27. juli 1911 i Hamborg (Hamburg), Tyskland Død onsdag den 6. september 1978 i Gentofte |
Mini-biografi: Var søn af en prokurist, barnebarn af hofpianofabrikant H.P. Møller og nevø af tegneren Louis Moe, voksede derfor op med både musik og billedkunst som en del af hverdagen. Kom efter skoletiden på Teknisk Skole, blev 1930 optaget på Kunstakademiets billedhuggerskole og modtog undervisning af Einar Utzon-Frank. Tog 1935 på studierejse til Italien, blev her inspireret af den tidlige renæssancekunsts strenge form, foretog siden rejser til Grækenland, Balkan og Istanbul. Rolf Schütze viste sine værker første gang på Charlottenborgs Forårsudstilling 1934, deltog her flere gange og var desuden repræsenteret ved Kunstnernes Efterårsudstilling 1934-35, Utzon-Frank og hans elever 1943 og ved en skulpturudstilling i Haveselskabets Have samme år. Skabte bl.a. figurer til Den kongelige Porcelænsfabrik og Knabstrup, tegnede bestik og corpus sølv for hofjuvelér P. Hertz og vandt 1. præmie for et keramisk relief af to forgyldte kæmpende ørne til udsmykning af Luftmarinestationen på Holmen. Modtog et stipendium til klostret San Cataldo i Italien og Carl Jul. Petersens Legat. Underviste en tid på Vallerødskolen i Hørsholm, var fra 1953 kursusleder på Dansk Sløjdlærerskole, udgav flere bøger, bl.a. Moderne Møbelsløjd og var foregangsmand i brugen af spånplade i sløjdundervisningen. Var 1939-43 gift med billedhuggeren Mette Lise von der Recke. |
|