© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Sophus Marius Andersen | Dansk jernbaneingeniør Født søndag den 13. juni 1858 på Hallebygård, Kalundborg Død søndag den 1. marts 1908 på Frederiksberg |
Mini-biografi: Var søn af en grosserer, tog 1874 polyteknisk adgangseksamen, blev 1880 cand.polyt. og fik straks ansættelse ved anlægget af Thybanen. Blev året efter ansat som ingeniørassistent ved de danske statsbaner, hvor mange store ingeniørarbejder ventede på en løsning. Sophus Marius Andersen fik overladt tilsynet med bygningen af dampfærgeanlæggene ved Masnedø og Orehoved, broen over Masnedsund, deltog i forarbejderne til Gedser havne-anlæg, Helsingør banegårds flytning og dampfærgehavnen ved Sallingsund m.m. Blev 1889 udnævnt til afdelingsingeniør, ledede anlægget af Kystbanen, Slagelse-Næstved-Skelskørbanen og førte tilsyn med anlægget af flere privatbaner. Var sekretær ved kommissionen vedrørende forholdene ved Københavns Hovedbanegård og var medlem samt sekretær for kommissionen om anlæg af nye jernbaner. Andersen var med til at stifte Dansk Ingeniørforening, sad i 8 år som medlem af bestyrelsen og var det sidste år næstformand. Var formand for foreningens udvalg til udarbejdelse af normer for jernbanekonstruktioner og i flere år formand for mødeudvalget. Blev 1897 udnævnt til Ridder af Dannebrog og 1904 til Dannebrogsmand. Var nevø til J.B.H. Andersen. |
|