Mini-biografi: Blev 1947 student, bestod forberedelsesprøven ved Aarhus Universitets lægevidenskabelige fakultet, men skiftede mening og begyndte at læse til skuespiller hos Olaf Ussing. Blev optaget på Odense Teaters elevskole, var uddannet 1953 og havde i 1958 stor personlig succes som Jimmy Porter i den første danske opførelse af John Osbornes stykke Ung Vrede, virkede på teatret frem til 1961. Debuterede samme år på det store lærred i ikke mindre end 3 film, hvoraf den mest kendte blev den første i filmserien Støv på hjernen, med bl.a. Dirch Passer, Helle Virkner og Ove Sprogøe. Var siden med i adskillige film, revyer og tv-serier. Søren Elung Jensen nåede gennem sin lange teaterkarriere at spille adskillige store roller i klassikere som Medea, En sælgers død og Mågen. Arbejdede også flere gange som instruktør, bl.a. på John Steinbecks klassiker Mus og Mænd, Kaj Munks Egelykke, Franz Lehárs operette Den blå pekingeser og som et led i Arbejderbevægelsens Kulturår 96, Verdens Største Egnsspil: Om 100 år bliver' alting godt i Randers Ridehal. Var 1955-66 gift med skuespillerinden Rita Angela, giftede sig 1972 med skuespillerinden Jonna Hjerl, dette ægteskab varede resten af livet. Far til skuespillerinde Tascha Elung Jensen og skuespiller Martin Elung Jensen. |