Mini-biografi: Var søn af en professor, blev 1899 student, 1902 tømrersvend, modtog på Teknisk Selskabs Skole undervisning af Gustav Vermehren og Emil Blichfeldt. Blev år 1900 optaget på Kunstakademiets Arkitektskole, var ansat hos H.B. Storck som tilsynsførende ved istandsættelsen af Sankt Bendts Kirke i Ringsted, arbejdede siden for Andreas Clemmensen, Ulrik Plesner og Hother A. Paludan. Tog afgang 1911, vandt den store guldmedalje 1914, deltog 1915 ved arbejdet på de kongelige repræsentationslokaler på Christiansborg hos Thorvald Jørgensen. Opholdt sig 2 år på l'École Française d'Athenes i Athen, besøgte siden Norge, Sverige og Frankrig. Sven Risom havde fra 1908 egen tegnestue og stod bl.a. for adskillige charmerende villaer, funktionærboligerne til Tuborg, Rosenlund, Sankt Annæ Kirke i København, forsamlingshuse og boligbebyggelser. Var censor ved Charlottenborg 1917, medlem af bestyrelsen for Akademisk Arkitektforening, statsinventarinspektør under Indenrigsministeriet og tilsynsførende med inventaret af kongelige slotte. Modtog K.A. Larssens legat, Akademiets stipendium, C.F. Hansen Medaillen, bronzemedalje på Landsudstillingen i Aarhus 1909, guldmedalje på arkitekturudstillingen i Gent 1921. Deltog ved "Dansk Utställning" på Liljevalchs i Stockholm 1918, udstillingen af arkitekturtegninger på Kunstakademiet 1924, en udstilling i London 1927 og Danish National Exhibition, Brooklyn Museum 1927. Var gift med en datter af forfatteren Axel Henriques. Blev Ridder af Dannebrog. |