Mini-biografi: Var datter af en skibsinspektør, nr. 3 i en børneflok på seks, fik efter skoletiden en uddannelse som børnehavepædagog, men interesserede sig mere for kunst. Gik på aftenskole samt den islandske kunst- og håndværksskole i årene 1941-44. Rejste efter 2. verdenskrig til Danmark, gik på P. Rostrup Bøyesens tegneskole, blev i 1946 optaget på Kunstakademiet i København og modtog til 1950 undervisning af professorerne Aksel Jørgensen, Kræsten Iversen samt Vilhelm Lundstrøm. Viste første gang sine akvareller, tegninger og oliemalerier i 1948 på Charlottenborg, deltog siden i udstillinger på bl.a. Den Frie i København, i Kunstforeningen i Allerød, Phoenix i Arizona, Kunstnerens Hus i Gothersgade, i Møstings Hus på Frederiksberg, Jón Sigurdssons hus, havde 1991 en soloudstilling i sit hjemland Island, var blandt stifterne af De Ni og udstillede ofte her. Havde i studieårene truffet sin kommende mand, maleren Vagn Jensen, de tog på studietur til England, giftede sig i 1950 og blev siden forældre til to børn. Parret var i 1994 på Island og Þórunn Guðmundsdóttir Jensen malede, efter en tur til højfjeldet, sit store landskabsbillede Panorama i tre dele, der blev det islandske parlaments ejendom og pryder væggene i Islands Kulturhus i København, Jón Sigurðssons hus. |