Mini-biografi: Var søn af en arbejdsmand, begyndte allerede som 6årig at gå med aviser, havde derefter flere små jobs, bl.a. som bud hos en bager og som mælkedreng. Havde efter almindelig skolegang forskelligt arbejde, aftjente sin værnepligt og kom i 1962 på Seminarium, fik en læreruddannelse og underviste i 17 år på Horsens Handelsskole. Interesserede sig for politik, var medlem af Socialdemokratiet og sad i årene 1978-93 som medlem af amtsrådet i Vejle. Var viceamtsborgmester fra 1982-93 og tillige formand for amtets udvalg for kultur, undervisning og arbejdsmarked. Vagn Ry Nielsen blev i 1994 valgt til borgmester i Horsens, blev en yderst populær borgmester, der gik ind for samarbejde på kryds og tværs, politikerne skulle være enige og samarbejde med erhvervsliv, fagbevægelse, foreninger samt organisationer. Deltog selv i adskillige af byens mange bestyrelser og råd, heriblandt Forsøgscenter Lejre, Vanførefonden, CVU Vitus Bering og Sprogcenter Horsens, sad som formand af Det Nationale Forebyggelsesråd, var medlem af Kommunernes Landsforenings bestyrelse 1998-2006 og var her formand for social- og arbejdsmarkedsudvalget. Ry Nielsen forlod politik i 2006 og overlod borgmesterposten til Jan Trøjborg. |