Mini-biografi: Var søn af en butiksejer, rejste til Göteborg i starten af 1950 og ernærede sig ved at arbejde med keramik og undervise i dette. Begyndte selv at tage undervisning på Valands konstskola i 1954, var på et års studieophold i Paris og besøgte desuden Grækenland og Italien. Willy Ørskov var senere i bl.a. Canada, Nordafrika, Mexico, USA og i flere europæiske lande, var en tid bosat i henholdsvis Italien og Frankrig. Udstillede sine værker første gang på Kunstnernes efterårsudstilling i 1957, deltog herefter på Valands Skulpturlåda i Göteborg, Återblick 60 på Moderna Museet i Stockholm, i Salon de Mai i Paris 1962, hos Decembristerne, i Den frie Udstillingsbygning, på et galleri i Bruxelles o.a. Ørskov mente at den naturalistiske skulptur var forældet og ønskede ikke genkendelighed i sine værker, de skulle aflæses, ikke fortolkes. De fleste var abstrakte og bestod af grundelementer som blok, væg, gren og tremmekasse, efterhånden blev der inddraget ting af bl.a. plast som f.eks. en tragt, lavede pneumatiske skulpturer af oppustede pudeformer og luftfyldte rør. Skrev bøgerne Aflæsninger af objekter og andre essays og Den åbne skulptur og udvendighedens æstetik om sine overvejelser. Ørskov modtog Eckersbergs Medalje, Carl Nielsens legat, Thorvaldsens Medalje og Kai Nielsens mindelegat. |