Mini-biografi: Var datter af en sognepræst, kom på Tegne- og Industriskolen for Kvinder, på Teknisk Skole, modtog undervisning af Holger Grønvold og blev 1915 optaget på Kunstakademiet i København, fik som lærere Joakim Skovgaard og Vilhelm Wanscher. Agnete Varming havde evner for akvarelmaling, men interesserede sig mere for mosaiklægning, modtog 1922 et legat for en mosaik af Adam og Eva. Rejste 1924 til Italien, studerede fresker og mosaikker, skabte siden Kristus, efter en byzantinsk mosaik. Besøgte gentagne gange Italien og var tillige i Grækenland. Agnete Varming assisterede Skovgaard ved udsmykningen af Lunds Domkirke og Mogens Bøggild ved mosaikken i Aarhus Rådhus. Udførte kopier efter kalkmalerier, som akvarelskitser og som kartoner i naturlig størrelse, fik siden akvareller af byer og landskaber som foretrukken udtryksform. Viste sine værker første gang 1922 på Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Efterårsudstilling, deltog siden i adskillige udstillinger, var repræsenteret på verdensudstillingen i Paris 1925 og modtog en guldmedalje. Underviste i tegning og akvarelteknik på Kunstakademiet og ved Håndarbejdets Fremme. Modtog Ronges legat, Frederik Schwartz Legat, Fr. Krafts legat, Carlsons Præmie, Salomonsens legat, præmier fra Akademiet, Claudi-Pedersens legat, Hirschsprungs legat, Holga Reinhards legat, Gotfredsens legat, Tagea Brandts legat, støtte fra Statens Kunstfond flere gange samt Eckersberg og Skovgaards Medaljer. |