Mini-biografi: Var søn af en direktør, fik efter skoletiden en handelsuddannelse og blev ansat i sin fars manufakturforretning i Års, efter at have aftjent sin værnepligt ved garnisonen i Haderslev, fik siden sit eget engrosfirma, der handlede med hatte. Børge Lauritsen var nationalsindet, forsvarede de sønderjyske slægtstraditioner og blev under tyskernes besættelse af Danmark, tilknyttet det illegale bladarbejde i Års. Mødte siden den teologistuderende modstandsmand, Christian Ulrik Hansen og blev optaget i dennes modtage-gruppe. Gestapo kom på sporet af gruppen og fik anholdt flere af medlemmerne, den 25. februar 1944 blev Lauritsen arresteret i Aalborg og overført til Vestre Fængsel. Blev sammen med 7 andre fra gruppen, stillet for en tysk krigsret og dømt til døden. Blandt de 8, som blev henrettet Ryvangen den 23. juni 1944 var, foruden Lauritsen, bl.a. Christian Ulrik Hansen, kaptajn Poul Ib Gjessing, landinspektør Emil Balslev samt mekaniker Jens Peter Funch Lind. |