Mini-biografi: Var søn af en grosserer, gik på Kunsthåndværkerskolen 1931-34 og foretog gentagne gange rejser til Frankrig samt til USA 1965 og 1974. Har i en følsom samt levende streg, portrætteret bylivet som det udfolder sig i Sydfrankrig, Amsterdam, Rom og Københavns saneringsdømte kvarterer. For DSB fulgte Des Asmussen bygningen af storebæltsfærgen "Dronning Ingrid", på Helsingør Skibsværft i 1979. Som bogillustrator spores en dyb indlevelse samt evne til at skildre et bestemt miljø. Et af de fineste eksempler herpå, er tegninger til Margaret Mitchells Borte med Blæsten. I de senere år dyrkede Asmussen naturstudiet i det nordsjællandske landskab. Leverede tegninger til: Svikmøllen, Hudibras, Blæksprutten og Politikens Magasin, hvortil tekst samt tegninger skabte mange smukke helsider. Desuden til "The Saturday Evening Post" (1962-67). Illustrationer til H.C. Andersens Lykkens Kalosker (1951), Palle Laurings Danmark i Skåne (1952), Benjamin Jacobsens Midt i en Klunketid (1955), Soyas Min Farmors Hus (1969), Jacques Bergs Provence (1981) og sammes Korsika (1983). Endvidere adskillige bogomslag, scenografi samt kostumer. Asmussens egne bøger var Rejse, tegne, leve (1993), om sine rejser i Europa, Thailand og USA gennem et langt liv, Mennesker uden maske - mange års løse lommeskitser (2004) og Fredensborg con amore (1993). Var bror til Svend Asmussen. |