Mini-biografi: Var søn af en ølhandler, blev i 1909 student og 1915 cand.mag. aftjente derefter sin værnepligt. Virkede fra 1920 som assistent ved universitetets geografiske laboratorium, var 1920-43 lærer ved N. Zahles Seminarium og Gymnasium, blev 1930 lektor. Einar Storgaard var tillige lektor i geografi ved Københavns Universitet 1943-65. Havde været på studieophold ved Sorbonne, deltog 1922-23 i Ole Olufsens Sahara-ekspedition og foretog siden rejser til Indien, Kina, Japan, Nordafrika, Island samt Grønland. Skrev Paa Grønlands Østkyst, Physiography of East Greenland, Afrikas Opdagelseshistorie, Jordens Erobring, Jordens Opdagelseshistorie, Geografien i Danmark 1900-1940 samt adskillige afhandlinger i tidsskrifter som Naturens Verden og Salmonsen, Hagerup, Gyldendal samt Vor Tids Leksika. Sad som formand for Geografforeningen, var medlem af Det kongelige Danske Geografiske Selskabs råd og af bestyrelsen for Dansk-kinesisk Forening. Medvirkede ved udgivelsen af Niels Aage Barfoeds biografiske roman om Chr. Richardt, Lærkesang og Klokkeklang, H.P. Steensbys Om de danske Øers geografiske Udvikling, Rejsen til Vinland og Erik den Rødes saga. Var efor for Steensbys rejselegat, censor i geografi ved Københavns samt Aarhus Universiteter og sad i eksamenskommissionen til afholdelse af adgangseksamen til civilingeniørstudiet. Var en populær foredragsholder, blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og modtog hædersbevisninger fra Frankrig samt Tunesien. |