© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jens Vilhelm Ferdinand Larsen | Dansk litograf Født lørdag den 4. september 1830 i København Død lørdag den 22. oktober 1892 i København |
Mini-biografi: Var søn af en overskærermester, kom efter skoletiden i lære som litograf hos Bing og Ferslew, blev undervist i tegning hos portrætmaler Christian Ludvig Knutzen og blev 1842 optaget på Kunstakademiet i København. Modtog undervisning til 1852 og lærte siden fotografi hos fotografen Hermann Ohm. Ferdinand Larsen forsøgte sig en tid som fotograf og havde atelier i København 1864-69, men vendte tilbage til litografien. Arbejdede bl.a. hos Emilus Bærentzen & Co. og fortsatte ved overtagelsen i Det Hoffensbergske Etablissement. Litograferede med stor dygtighed efter samtidens danske kunstnere, fandt tillige sin egen motivkreds i København og omegn, litograferede desuden efter fotografier. Udstillede nogle pennetegninger og vandfarvebilleder 1862 ved Charlottenborgs Forårsudstilling, deltog her gennem flere år og var desuden repræsenteret ved Nordisk Kunstudstilling i København 1872 og 1888 samt ved verdensudstillingen i Paris 1889. Larsen skabte farvelitografier til værket Billeder fra Land og Sø efter danske Landskabsmalere, 42 litografier i mappe efter egne motiver og tegninger af bl.a. H. Holm, P. Lund samt J.J. Reinau. Udførte desuden litografier efter landskaber og portrætter af malere som Frederik Rohde, Godfred Christensen, Carl Neumann, Otto Bache og Vilhelm Melbye. Er repræsenteret i Det kongelige Biblioteks billedsamling, på Københavns Bymuseum og på Øregaards Museum. |
|