Mini-biografi: Var søn af etatsråd A.N. Hansen, blev 1851 student, tog filosofikum året efter og fik derefter en handelsuddannelse i Danmark samt Stettin, afsluttede læretiden med lange rejser til Amerika, Australien og Bagindien. Var i 1858, inden sin hjemkomst, indtrådt i familiefirmaet samtidig med sin ældre bror Alfred. Brødrene fortsatte firmaet efter faderens død i 1873 og Harald Hansen blev ved broderens død i 1893, eneindehaver. Firmaet drev ris- og melmølle, svineslagteri samt et større sejlskibsrederi. Hansen deltog aktivt i politik og var 1870-85 borgerrepræsentant, sad i årene 1879-82 og 1886-91 som medlem af Landstinget. Beskæftigede sig især med de sager vedrørende handel og skibsfart, var fra 1883 medlem af Københavns Havneråd. Var meget imod at der blev anlagt en frihavn ved København og kom i opposition til de fleste af sine politiske meningsfæller, da tanken vandt tilslutning og blev taget op af regeringen samt Højre, trak sig tilbage fra rigsdagen da loven gik igennem. Havde bopæl på Christianshavn i Harald Hansens Palæ på Sankt Annæ Plads, solgte før sin død: Bodenhoffs Plads med ejendomme til Privatbanken og helligede sig derefter dampskibsrederiet. Udnævntes til Ridder af Dannebrog. Var bror til Alfred Hansen, Gustav Hansen, Octavius Hansen og professor Edmund Hansen Grut. |