Mini-biografi: Var søn af en tømmerhandler, tog 1940 realeksamen i Aalborg, kom derefter i lære som tømrer og blev 1945 bygningskonstruktør fra Aalborg tekniske Skole. Kom året efter på Kunstakademiets arkitektskole i København og modtog undervisning i den funktionelle tradition af professor Kay Fisker til 1949. Arbejdede i studieårene, to somre i Sverige hos den kendte engelske arkitekt Ralph Erskine, siden for Aalborgs stadsarkitekt Knud Rohbrandt og tegnede her et udtryksfuldt, ekspressionistisk girafhus til byens zoologiske have, arbejdede 1949-51 for arkitekt Vilhelm Bøgh. Henning Jørgensen deltog 1949 i Charlottenborgs Forårsudstilling og fik 1951 egen tegnestue i Aalborg. Tegnede bl.a. idrætshal til Aalborg og Rønne, døveskolen i Aalborg, funktionærboliger i Terndrup, et plejehjem i Tornby, Teknisk Skole i Skjern, rådhuset i Års, kommuneskoler i Skallerup, Tornby, Kongerslev, Hanstholm, Hirtshals, Åbybro, Skibsted og Fåborg. Tegnede gymnasier til Års, Hasseris, landsbyen Sejlflod og i samarbejde med Jacob Blegvad til Brønderslev. Blev flere gange præmieret af Aalborg Kommune, for sit arbejde med at skabe en god boligkvalitet af høj arkitektonisk standard med de økonomiske midler, der var til rådighed. Jørgensen var medlem af Danske Arkitekters Landsforbunds honorarudvalg og bestyrelsesmedlem i Arkitekternes Centralkontor og Typehuskontor. |