© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Jakob Peter Mynster Paulli | Dansk præst og salmedigter Født søndag den 24. marts 1844 i København Død fredag den 3. september 1915 i København |
Mini-biografi: Var søn af stiftsprovst J.H. Paulli, blev i 1862 student, studerede teologi og tog kandidateksamen i 1868. Virkede en tid som lærer, blev i 1871 residerende kapellan i Asminderød-Grønholt og i 1876 2. residerende kapellan ved Vor Frue kirke i København, udnævntes i 1892 til stiftsprovst og sognepræst. Jakob Paulli efterfulgte i 1884 biskop H.L. Martensen som kongelig konfessionarius og var i mange år kongehusets tro tjener. Var medlem af direktionen for borger- og almueskolevæsenet, sad i flere andre bestyrelser og underviste fra 1887 i kunsten at prædike på pastoralseminariet. Kom sammen med G. Schepelern, i konflikt med kirkefondets formand biskop Thomas Skat Rørdam, under forhandlingerne om Københavns kirkesag, der skulle organisere og inddele sogne, bygge kirkebygninger og lignende. Paulli mente at sagens demokratiske tendenser ville svække præsteskabets religiøse og sociale position, men indså dog at tiden krævede nye arbejdsformer, var 1880-1911 medlem af bestyrelsen for Indre Mission i København og medgav under lockouten i 1899, at der var brug for sociale reformer. Udgav sammen med biskop Harald Stein: Kristelig Kalender. Skrev til en privat fest, salmen "Jert hus skal I bygge på ordets klippegrund", som skulle blive en populær bryllupssalme. Var gift med en datter af professor Christian Jürgensen. |
|