Mini-biografi: Var søn af maleren Johannes Glob, modtog sin første undervisning af faderen, blev siden optaget på Kunstakademiet i København og havde som lærer, professor Elof Risebye sidst i 1940'erne. Jørn Globs portrætkunst mindede meget om faderens, mens landskabsbillederne viste en mere fri og selvstændig stil, skovbillederne var ofte det samme motiv bare varieret med dagens skiftende lys og årstidernes vekslen. Glob viste sine værker første gang i 1939 på Charlottenborgs Forårsudstilling, var de følgende år ofte repræsenteret her og desuden ved Kunstnernes Påskeudstilling 1950, på Galleri Genevad i Sverige 1966, i 1983 ved "Kunstnere for fred" samt ved nogle separatudstillinger. Var censor for Charlottenborgs Forårsudstilling i årene 1961, 1963, 1972-76, sad som medlem af bestyrelsen for Charlottenborgs Forårsudstilling 1966-81, var formand 1976-78, medlem af bestyrelsen for Charlottenborgs Efterårsudstilling 1965- 71, 1973, 1975-81 og var formand for Kunstnerforeningen af 18. November 1962-80. Modtog 1962 Otto Baches mindelegat. Var bror til professor P.V. Glob. |