Mini-biografi: Var søn af en forpagter, blev 1874 student, læste teologi og tog kandidateksamen 1880. Var nogle år kapellan i Lyngby, men blev 1889 sognepræst i Olsker-Allinge. Var stor tilhænger af Indre Mission, søndagsskoler, bibellæsninger, missionshusbyggeri og sjælesorg, men ønskede at udføre socialt arbejde tillige med omvendelsesforkyndelse. Julius Friis Hansen dannede sammen med bl.a. Henry Ussing, H.O. Lange, Harald Westergaard og P.D. Koch, Udvalget til kirkesagens fremme, senere Københavns kirkefond, der skulle stå for vækkende forkyndelse, dannelse af intenst samarbejdende menighedssamfund, sognedelinger og kirkebyggeri. De støttede sig til missionsformanden Vilhelm Beck og Kierkegaard, stillede sig kritiske over for et stats- eller kommunestøttet kirkebyggeri af store kirker, mente man skulle små, primitive bygninger og arbejde på frivillig basis. Ved indvielsen af kirkefondet 1896 blev Friis Hansen daglig leder og lagde sammen med Westergaard et stort arbejde i sagen, mens formanden, biskop Th. Skat Rørdam passivt så til, men dog udtrykte utilfredshed med at embederne ved de nye kirker i København blev besat af missionspræster. Friis Hansen var selvsagt modstander af J.C. Christensens menighedsrådslov, der ville overlade præstevalget til sogneflertallet, men blev kraftigt imødegået af Morten Pontoppidan. Friis Hansen udgav flere bøger, bl.a. De nødlidende og Folkekirken: en Opfordring til kristne. |