Mini-biografi: Var søn af en maskinsmed, kom efter skoletiden ind som privatelev hos maleren Harald Heiring, blev 1968 optaget på Kunstakademiet i København og modtog de næste 7 år undervisning af Søren Hjorth Nielsen, Harald Leth, Egill Jacobsen samt Frede Christoffersen. Kurt Gylvin foretog i studietiden flere rejser til udlandet, besøgte Østtyskland og Amsterdam, vendte siden flere gange tilbage til Holland og var 1987 i Leningrad. Viste sine værker første gang 1967 på Kunstnernes Efterårsudstilling, havde allerede året efter sin første separate udstilling og var siden repræsenteret på bl.a. på Charlottenborgs Forårsudstilling, Kunstnernes Påskeudstilling, BT-Klubbens Salgsudstilling, "Mennesket i dag" og "Amnesty III" i Nikolaj Kirke i København, "Landet i dag" i Den frie Udstillings bygning og ved en del separatudstillinger. Malede en hel del følsomme selvportrætter, nogle opstillinger bl.a. af en hummer og nogle rødder, et af de sidste arbejder blev en parafrase over et Rembrandt-selvportræt. Gylvin var både kendt og anerkendt, og har sine billeder hængende på institutioner flere steder i Danmark. |