Mini-biografi: Var søn af en murer, blev selv murersvend i 1939 og året efter bygningskonstruktør. Gik derefter på Kunstakademiets Arkitektskole i København til 1945 og arbejdede det sidste år for Frits Schlegel. Var derefter ansat hos Kay Fisker, Arne Jacobsen og Vilhelm Lauritzen, var hos sidstnævnte med til at præge udformningen af den nye lufthavn i Kastrup. Åbnede 1954 tegnestue sammen med K.E. Sand Kirk, siden kom også Knud Harild og Ole Guldbrandsen til, fik 1971 egen tegnestue. Mogens Didriksen har bl.a. stået for DLF-Sixtus, rekreations- og hvilehjem i Middelfart, Odense Seminarium, et storkøkken for SAS Catering i Stockholm, Statens pædagogiske Forsøgscenter i Rødovre, kursusejendomme på Haraldskjær ved Skibet i Vejle, Frøslevhusene ved den jyske motorvej for Vejdirektoratet, samt for adskillige ombygninger og restaureringer. Didriksen foretog studieture til England, Frankrig, Irland, Spanien og Rumænien, underviste i årene 1971-88 på Kunstakademiets Arkitektskole. Sad som formand for Akademiets Arkitektforenings københavnske afdeling, for Kulturudvekslingsudvalget i Kulturministeriet, var censor på Byggeteknisk Højskole, medlem af DALs udvalg om arkitektur som emne i folkeskolen, suppleant i Akademirådet, konsulent for regionplanlægningen for Friluftsrådet, medlem af bestyrelsen i Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse og af Dansk Kunstnerråd. Modtog Evers legat, Rosencrantz legat, K.A. Larssen og hustrus legat samt Neuhausens Præmie. |