Mini-biografi: Var datter af en repræsentant, gik på Kunsthåndværkerskolens Snedkerdaghold og var uddannet i 1946. Sammen med sin mand Jørgen Ditzel, tegnede Nanna Ditzel smykker for Georg Jensens Sølvsmedje. De havde fælles tegnestue i København og var i det hele taget fælles om alt, både på arbejdet samt i hjemmet med deres tre børn. De var meget eksperimenterende i deres design, arbejdede med krydsfiner, glasfiber og skum. I slutningen af 1940'erne, i efterkrigsårene, var der stor efterspørgsel efter deres design. Første gang de udstillede på Københavns Snedkerlaugs Udstilling var i 1944 og året efter fik de en anden præmie. De kommende år var de præsenteret på laugets udstillinger, næsten hvert år, helt til udstillingerne ophørte i 1968. I 1956 fik parret Lunningprisen. Havde efter mandens død tegnestue i London, i årene 1970-86. En af Nanna Ditzels kendteste modeller er nok Trinidad stolen, som hun skabte ret sent, den blev en salgssucces over hele verden. Fik Guldmedalje ved Triennalen i Milano 1960, ID-prisen 1995, Danmarks Nationalbanks Jubilæumsfonds Hæderslegat i 1997, Kunsthåndværkerrådets Årspris 1998 og Thorvald Bindesbøll Prisen i 1999. Var fra 1989-92 formand for Kunsthåndværk og Design. |