© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Poul Lillesøe | | Dansk maler Født tirsdag den 27. november 1917 i København Død tirsdag den 25. januar 2011 |
Mini-biografi: Var søn af en opfinder, blev student fra Østre Borgerdyd skole, tog derefter en tysk tandlægeeksamen i 1941 og en dansk i 1944, virkede kun et par år som tandlæge for så at skifte karriere. Var som kunstner selvlært, men fulgte dog maleren Aksel Jørgensens forelæsninger på Kunstakademiet i København. En stor inspiration for Poul Lillesøe var billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen, der senere lavede en buste af sin ven, de var sammen på studierejse til Spanien i 1967. Lillesøe stiftede senere venskab med billedkunstneren Sven Hauptmann, der lavede collager af objekter fundet i naturen eller andre steder (objets trouvé) - de to var på studierejse til Provence i 1961. Lillesøe skabte små tableauer og billeder af spejle, legetøj og andet sat sammen på forskellig vis. Udstillede sine værker første gang på Kunstnernes Påskeudstilling i 1956 og deltog siden i adskillige udstillinger over hele landet. Udførte enkelte udsmykningsarbejder som f.eks. en mosaik til Kreditforeningen Danmark. Var med til at stifte Sommerudstillingen, men forlod denne efter kun et år for at danne PRO og var formand her til 1990. Modtog flere hædersbevisninger, bl.a. Henry Heerups Legat, Otto Baches Mindelegat og blev udnævnt til Christianias Æreskunstner i år 2000. Far til skuespiller Britta Lillesøe. |
|