Mini-biografi: Var søn af en lærer, viste tidligt musikalske evner og modtog som niårig klaverundervisning, som 15årig undervisning i orgelspil. Udfoldede i gymnasietiden kompositoriske samt administrative talenter, var elevrådsformand og komponerede en klaversonatine, der blev spillet på Det Unge Tonekunstnerselskabs koncert for unge komponister i 1947, operaen Sneglen og Rosenhækken, som blev opført på Gentofte Statsskole 1949. Tog 1950 studentereksamen, blev derefter optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, havde som lærere Vagn Holmboe, Finn Høffding samt Niels Viggo Bentzon. Tog 1954 eksamen i musikteori og -historie, 1955 i orgel samt musikpædagogik og 1956 i kirkemusik. Ib Nørholm blev året efter 2. organist ved Helsingør domkirke og i 1964 organist ved Bethlehemskirken i København, virkede her i næsten 35 år. Underviste fra 1961 i musikteori samt komposition ved musikkonservatorierne i København og Odense, var musikkritiker ved bl.a. Information og blev 1981 professor i komposition. Lod sig inspirere af forfattere som Dostojevskij og H.C. Andersen, komponerede bl.a. operaerne Invitation til Skafottet, Orfeus-forvandlinger, Sandhedens hævn og sammen med Inger Christensen: Den unge park samt på bestilling fra Radiosymfoniorkesteret, den 55 minutter lange 2. symfoni Isola bella. Nørholm udgjorde sammen med kollegerne Per Nørgård og Pelle Gudmundsen-Holmgren, et trekløver i dansk kompositionsmusik gennem flere år. |