Mini-biografi: Var søn af en maskinchef, blev 1944 student fra Østre Borgerdyd Gymnasium, 1951 cand.mag. i historie og engelsk fra Københavns Universitet med speciale i C.F. Tietgen og Privatbanken. Virkede derefter som lærer på gymnasium og ved tre universiteter. Fik 1946 trykt nogle digte i Ekstrabladet, udgav 1950 bogen Korte digte, der blev starten på et omfattende forfatterskab. Jørgen Sonne var særdeles flittig og alsidig: skrev romaner, noveller, essaysamlinger, erindringer, artikler, afhandlinger, monografier over navne som Shakespeare, Kingo, Emil Aarestrup, Edgar Degas samt nutidige danske forfattere. Foretog tillige adskillige oversættelser fra engelsk og amerikansk, fransk, tysk og spansk af forfattere tilbage fra 1340 til i dag. Var medarbejder ved Danmarks Radio, lyrikanmelder på Weekendavisen, udstillede billeder på bl.a. Kunstnernes Efterårsudstilling og Den Frie. Sonne sad en tid som vicepræsident og præsident for Pen Club, blev udnævnt til æresdoktor i filosofi ved Roskilde Universitetscenter og modtog adskillige hædersbevisninger. Tildeltes bl.a. Aarestrup-medaljen, Det Danske Akademis store pris, Johannes Ewald-legatet, Leo Estvads legat, Aage Barfoeds og Frank Lunds legat, Adam Oehlenschläger legatet, Morten Nielsens mindelegat, Svensk-dansk Humanistisk Pris, Jeanne og Henri Nathansens fødselsdagslegat, Helge Rodes legat, Holger Drachmann-legatet, Otto Benzons forfatterlegat, Madame Hollatz legat, Carl Møllers legat og modtog livslang ydelse fra Statens Kunstfond. |