Mini-biografi: Var søn af direktør Marius Windfeld-Hansen og bror til konsul Holger Windfeld-Hansen. Blev i 1902 student, læste derefter filosofi og kemi, blev i 1903 cand.phil. Læste til ingeniør, men ombestemte sig og besluttede allerede i gymnasietiden på Vejle Latinskole, i stedet at blive maler og modtog undervisning af maleren Hans Agersnap, blev siden elev af N.V. Dorph og Harald Slott-Møller. Viste første gang sine værker i 1901 på en lidt alternativ udstilling i Teatersalen, sammen med bl.a. Einar Wegener, udstillede i 1907 for første gang på Charlottenborg, deltog i udstillinger her til 1922, debuterede samme år på Salonen i Paris og deltog regelmæssigt her til 1929. Knud Windfeld-Hansen rejste en del, opholdt sig i længere tid i Italien, München og Paris. Giftede sig i 1914 med den norske maler Elna Arbo, parret boede 1922-36 i Paris, men flyttede i 1936 til Norge og bosatte sig i Oslo. Windfeld-Hansen malede adskillige portrætter i en glat, aristokratisk stil og benyttede sig tit af en ældgammel græsk maleteknik med opvarmede voksfarver. Når det gjaldt landskabsmalerierne var det store forbillede den schweiziske maler Arnold Böcklin, mens baggrundene ofte var inspireret af de italienske 1400-tals malere. |