© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Niels Guttormsen f. Guttorm-Pedersen | Dansk billedhugger, maler, arkitekt og professor Født mandag den 11. juli 1932 i København Død fredag den 20. marts 2020 |
Mini-biografi: Var søn af maleren Viggo Guttorm-Pedersen, kom efter skoletiden i lære som maler, blev svend i 1953 og blev optaget på Kunstakademiets malerskole i København i 1956, modtog i fire år undervisning af professor Niels Lergaard. Var 1961 på studieophold i Paris, mødte her Willy Ørskov samt Robert Jacobsen og fik vakt en afgørende interesse for skulptur. Skabte nogle skulpturer af sprøjtegalvaniserede eller monokromt malede jernplader og fik sin debut som billedhugger på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1964. Åbnede året efter eget værksted sammen med Hein Heinsen, de var begge - som Per Kirkeby, Poul Gernes, Peter Louis-Jensen samt Peter Bonnén - optaget af de nye, minimalistiske og konceptuelle idealer, som kom fra USA via Art International samt Fluxus-bevægelsens happenings og koncerter i København. Niels Guttormsen forbandt kunst samt arkitektur i sine værker, satte præg på bybilledet i bl.a. Ballerup, Odense og Herlev, skabte til Ballerup, bl.a. en klynge af pyramidehuse samt Vingehuset ved Teglværkssøen i Egebjerg. Guttormsen blev i 1992 udnævnt til professor ved Kunstakademiet og fik tildelt flere tillidsposter, var medlem af Den Frie Udstilling, sad i Statens Kunstfonds indkøbsudvalg og var formand i Akademirådet. Modtog bl.a. Astrid Noacks legat, Kai Nielsens legat samt Eckersberg Medaillen. |
|