Mini-biografi: Var søn af en inspektør, kom efter skoletiden i lære som fotograf ved det nystiftede Teknisk Film Co., arbejdede efter uddannelsen en tid ved filmselskabet ASA. Aftjente en del af sin værnepligt ved Forsvarets Filmtjeneste og blev i foråret 1954 ansat ved DR, virkede her til 1992 og blev derefter freelance. Turf Wenneberg stod bag kameraet ved mange forskellige udsendelser, som Børnetime med tegneren Jørgen Clevin, Nyhederne med John Danstrup og naturudsendelser med zoologen Ingvald Lieberkind. Var i 1957 fotograf da Gabriel Axel satte Holbergs Henrik og Pernille op som tv-teaterstykke, tog i 1960 til USA, sammen med Robert Christiansen og Christian Lind, for at lave tv-reportage om raceproblemerne i sydstaterne og optog nogle forstemmende billeder af den skarpe opdeling af farvede samt hvide. Var fotograf på Hans Kristensens socialrealistiske mini-tv-serie John, Alice, Peter, Susanne og lille Verner med bl.a. Jens Okking og Beatrice Palner, på Leon Feders I stykker, Erik Frohn Nielsens Ankomst indtil videre, Søren Melsons Pigerne, Faders kop af Dan Tschernia, Palle Kjærulff-Schmidts I Adams verden med Preben Neergaard efter manuskript af Leif Panduro, Tyllefyllebølleby Banegård, Legestue m.m. |