Mini-biografi: Var datter af en civilingeniør, blev i 1948 student på Christianshavn og i 1958 cand.mag. i dansk samt engelsk. Var 1960-61 adjunkt ved Birkerød Statsskole og 1972-91 lektor ved Danmarks Lærerhøjskole, virkede en tid tillige som konsulent på Gads Forlag. Bodil Wamberg debuterede som forfatter i 1978 med bogen Den gale kærlighed. Motiver i Leif Panduros forfatterskab, men skulle siden blive kendt for sine biografier samt kvindeportrætter af bl.a. Agnes Henningsen, Johanne Luise Heiberg, Leonora Christina, Grevinde Danner, Sophie Ørsted og Mathilde Fibiger, bevægede sig dog også over i det maskuline univers med beskrivelser af Christian 4., H.C. Andersen samt dennes ven, Edvard Collin. Bodil Wamberg producerede også programmer til Danmarks Radio og TV, bl.a. radiospillet En mimose af stål, opført i 1989, skrev stykket Lyckan är en talisman, der blev opført i 1995 på Helsingborg Stadsteater, leverede bidrag til litteraturhistorie, antologier og var, sammen med professor Klaus P. Mortensen, redaktør af Gads biografiserie. Bodil Wamberg modtog Edith og Helge Rodes legat, Georg Brandes-prisen, GEC Gads Fonds Hæderspris, Tagea Brandts rejselegat, Dansk Litteraturpris for Kvinder fra Ragna Sidéns og Vagn Clausens Fond. Var gift med forfatteren Niels Birger Wamberg samt mor til professor Jacob Wamberg og sangeren Thulla Christina Wamberg. |